
Den 1. juni idriftsatte Region Midt- og Nordjylland en 13 måneders forsøgsordning med akutlægehelikopter til alvorligt syge og tilskadekomne. SOS International leverer set-uppet bag helikoptertjenesten, som har base i Karup Lufthavn. Helikopterberedskabet er døgnopererende og kan flyve under IFR-forhold. Det er SOS’ samarbejdspartner, Norsk Luftambulanse AS, som varetager de daglige helikopteroperationer.
Akutlægehelikopteren er forsynet med medicinsk udstyr til avanceret overvågning og behandling under transporten, og den bemandes med en specialuddannet anæstesilæge, et HEMS Crew Member samt en pilot. Akutlægehelikopterens opgaver er eksempelvis at rykke ud til alvorlige ulykker eller sygdom i områder, hvor hjælpen på hjul har længst at køre, at flytte patienter mellem hospitaler i tidskritiske situationer, og i øvrigt at fungere som backup, når det kørende beredskab har sine mest travle perioder. Med en flyvehastighed på ca. 235-240 km/t kan helikopteren være hurtigt fremme med nødvendig og kvalificeret lægehjælp.
Helikopterberedskabet skal give borgerne i de to jyske regioner tryghed - og vished for, at akut lægehjælp kan være hurtigt fremme, uanset hvor man bor. Ordningen, som er finansieret af regeringens pulje til nære sundhedstilbud i udkantsområder, løber i 13 måneder med option på forlængelse i op til et år.